Kunst på Fyret
Årets udstillinger

 

25. marts – 2. april 2018 
(Åbent dagligt 13 – 17) 
Påskeudstilling
Hanne Ida Helstrup, Lise Tuxen. Tove Dehn og Ninne Nielsen.

Fernisering søndag den 25. marts kl. 13
v/formanden for Vendsyssel Kunstmuseum
Troels Bidstrup Hansen

  

1. - 15. juli 2018
(Åbent dagligt 13 – 17)
Sommerudstilling
Vivi Linnemann, Lisbeth Gjøtz Fast og Mette Rix.

 

13. – 21. oktober 2018
(Åbent dagligt 13 – 17)
Efterårsudstilling

Lars Ibsen, keraik og Torben Klostergaard. bronze

 

 

Tak, fordi jeg må komme og sige et par ord ved ferniseringen af sommerens udstilling her på fyret. På en skyfri dag fejrer vi åbningen af en udstilling med fællestitlen SKY. Måske skulle vi i dag for en gang skyld hoppe med på den sproglige vogn, som raser afsted hen over os, og bruge et engelsk ord, måske skulle vi i dagens solrige anledning kalde udstillingen SKY – Himmel?

Henny

Tre kunstnere, to malere og en skulptør, har sammen ud fra begrebet sky skabt værker til udstillingen: Lisbeth Gjørtz Fast, Mette Rix og Vivi Linnemann. Tre kunstnere, der arbejder vidt forskelligt, og som med afsæt i henholdsvis indre, mentale landskaber, ekspressiv gestik og undersøgelser af lys og transparens giver deres bud på eller fortolkninger af skyerne, af de uhåndgribelige totter, som farer hen over himlen - lette som en fjer eller tunge som bly, strejf af hvid på en endeløs, blå flade eller bjergmassiver mod en kold, grå baggrund.

I denne anledning vil jeg så tale om streger.
Enhver kunstner har ”sin streg” – et personligt udtryk, som kan være lige så letgenkendeligt som en håndskrift. De fleste genkender Picassos svungne streg, når han forelsket tegner kvindeskikkelser eller lidt naivt tegner fredsduer. Mange genkender også Asger Jorns flydende, organiske streg, når han sætter indre syner på lærredet, eller Egill Jakobsens kantede, stikkende streg, når han maler sine drage- og maskebilleder. Stregen er den kunstneriske håndskrift, det er der, den enkelte kunstner sætter sit aftryk.
Stregen er også definerende. Stregen betegner et her og et der, når den deler en flade i to. På den ene side og på den anden side af stregen – altså kompositorisk. Stregen markerer en bevægelse fra her til der – når blyanten trækkes hen over papiret, eller når penslen afsætter sit våde spor på et lærred. Så er det ikke længere kun et her og der, så er det snarere et FRA HER TIL DER – altså en bevægelse markeret i det maleriske.

Stregen er karaktergivende. Det er den, når den som bruges til at pointere et vigtigt aspekt af et værk: Igen Picasso: Når han trækker de geometriske felter i et kubistisk tegnet ansigt op med grønne konturer, så ved vi, at det her er kunst, ikke virkelighedsimitation, eller når Asger Jorn og Egill Jakobsen med heftige streger markerer den voldsomme dynamik på billedfladen, som de ser i samfundet omkring sig. Så bliver stregen karaktergivende, så peger den ud over værket selv og ud mod noget andet, ofte mod noget større.

Al denne snak om streger kommer sig af, at STREG det var det første, der faldt mig ind, da jeg i fredags besøgte Fyret for at se udstillingen under ophængningen og snakke lidt med kunstnerne bag. Der var streger i alle former, skabt i vidt forskellige materialer og – synes det – med vidt forskellige formål og hensigt.
Der var den skarpe streg, der bugtende indfanger lyset i Vivi Linnemanns akrylskulpturer
Der var den heftige streg, der med et rask tag giver liv til Mette Rix’ glasplader og silkebaner
Der var den organiske streg, der giver stoflighed og rum i Lisbeth Gjørtz Fasts landskabsabstraktioner.
Hos alle tre kunstnere er stregen ”deres streg”, det, man kan genkende deres kunst på, men stregen er også med til at definere værkernes forholden sig til flade, rumlighed og til det rum, som omgiver værkerne.

SkulturVivi Linnemanns skulpturer er indfanget lys. Ved at skære, vride og bøje akrylplader til nonfigurative, organiske former skaber hun værker, der på én gang er transparens og farve. Blå, grønne, gule og orange flader folder sig konvekst og konkavt, snor sig, så vi mister orienteringen og må ”være” i skulpturens rum på dens præmisser.
Imellem lagene af gennemsigtig farve opstår grotter, bakker og dale, som vi i tankerne kan gå på opdagelse i – fortabe os i. Deres svage ekko i form af skygger på væggen giver os de samme former i en forvredet fantomversion, som vi igen kan fortabe os i, i blåt, grønt, gult og orange.
Og stregerne, stregerne de gløder. Det ser ud, som blev al det lys, der gennembryder de transparente flader, i koncentreret form sendt i omløb igen gennem skulpturernes skarpe konturer. Selvlysende næsten er de, i blåt, grønt, gult og orange. Er der sat strøm til kunsten, eller er vi offer for en form for synsbedrag? Nogle vil måske genkalde sig Newtons banebrydende tanker om lysets brydning – han hentede regnbuen ned på jorden ved at bryde dagslyset gennem et glasprisme – andre tænker måske på moderne lyslederteknologi.
Men nej, spar jer alle de indviklede tanker – det her er kunst… det er det, der opstår, når en kunstner finder det kunstneriske potentiale i et materiale, der ikke selv vidste, det rummede de muligheder.
Smukke overjordiske eller undervandske former, er det skyer eller myriader af mikroskopiske havvæsner, der lige om lidt skifter bane – og derved får formen til at skifte form? Se værkerne og bedøm selv.

Mette Rix viser en serie glasmalerier og bemalede silkebaner. Med ganske få farver og ganske få bevægelser fylder hun fladerne med energi. Sorte strøg med bred pensel, klare Vaegkunstblå eller gule kontraster placeret med sikker hånd på fladen, mere skal der ikke til for at få en flade til at leve.
Værkerne er motivisk underspillede, de er maleri i ren form – de er det, der sker ved en ren flade, når der sættes farve på. Dens dimensioner og fladekarakter bliver pludselig tydelig, dens mangel på farve kalder på farve, mere farve.
Med ganske få – jeg vil kalde dem myndige – strøg demonstrerer Mette Rix sin magt over fladen, hun giver den rumlighed og dybde gennem sine farvevalg – lys over for mørk – massiv overfor transparent – indadvendt overfor udadvendt – kort sagt, hun fylder fladen med dynamik, med spænding og liv.
Og stregerne, ja, det er jo dem, der gør hele forskellen. Stregen som en aftegning af armens bevægelse hen over eller ned over fladen, den bue, som defineres af armlængden og skulderleddets rotation, de forskelle i stregtykkelse og farvekraft, som betinges af værktøj, materialevalg og kunstnernes aftryk helt konkret – trykkes der hårdt med penslen eller berører den blot lige netop fladen?
Glassets transparens med de hvide vægge bag og silkebanernes hvide flade, begge danner en let og luftig baggrund for de ekspressive strøg, for farverne, der som opløste skyer på himlen eller som gamle, i dag glemte, rituelle tegn på en væg langt borte, synes ladet med en mening, vi snarere må tro på end forstå. Og det er vel det, den nonfigurative kunst gør allerbedst, åbner ind til fantasiens verden.

TreLisbeth Gjørtz Fast maler spontant, ureflekteret og ekspressivt – og standser sin proces LIGE på det tidspunkt, hvor maleriet står og sitrer mellem abstraktion og figuration, mellem det rent maleriske og det forestillende.
Der er vintertid i hendes malerier – de er så at sige en modpol til i dag – farverne spænder mellem sne og muld, og alligevel skaber de i betragterens bevidsthed alle de lykkelige farver mellem sort og hvid, som det engang blev sagt om den sort-hvide grafiks ideale kolorisme.
I deres ekstreme panoramaformater, som leder tankerne hen på japansk kunst, er malerierne landskabelige, de har en antydet horisont, og der sker ting og sager både over og under den. Men de er ikke landskaber i en lokalt forankret, geografisk forstand. De er ikke billeder af steder på kloden, hverken nært eller fjerne. De er mentale landskaber, abstraktioner, der spiller på vores jagt efter det genkendelige, det forståelige. Og i den jagt ser vi det landskabelige ind i motiverne – måske også der, hvor det slet ikke har været malerens intention.
Og så alligevel, for går man tæt på malerierne, vil man se, at der er ridset med blyant eller penselskaft ind i de våde malelag. Streger på kryds og tværs, organiske linjeforløb, krusseduller og i hundredvis af lodrette streger. Markerer de bevoksning langt inde i landskabet, falder der regn eller sne, er det solens stråler, der vælder ned over landjorden, eller er det malerisk gestik? Det må indlevelsesevne og gemyt afgøre.
I disse streger åbner værkerne ind til det motiviske, det forestillende, men de åbner blot, de definerer ikke. De lader værkerne balancere mellem abstraktion og genkendelighed, så de forbliver åbne, overladt til os betragtere.

Jeg vil ønske de tre kunstnere tillykke med udstillingen. Tillykke med den smukke helhed, der er kommet ud af jeres tre bud på sky/himmel, tillykke med den lethed, I med kunstnerisk tyngde kan indfange.
Og til publikum; nu er det jeres tur til at følge kunstnernes tankestreger…

Store lokaleGaester

 

fShare
0

Information


Udstillingsudvalget er en del af ”Støtteforeningen Hirtshals Fyr”

Udstillingsudvalgets udstillinger hedder ”Kunst på Fyret”, og der arrangeres 4 udstillinger årligt, én i påsken, to i sommerferien og én i efterårsferien.

Udstillingerne afholdes i Assistenthuset, der er et af de to beboelseshuse omkring fyret.
Assistenthuset indeholder fire velbelyste rum i åben forbindelse med hinanden.

Læs mere om at udstille på Hirtshals Fyr og om hvordan du ansøger om en udstilling på Fyret se her.....