Endnu engang var der godt besøg til ferniseringen på en kunstudstilling på Hirtshals Fyr. Støtteforeningens kunstudvalg havde arrangeret udstilling med arkitekt og kunstner Lars Brorson Fich og Jane Balsgaard, der udfører smukke, harmoniske skulpturer i papir.

Jane Christensen fra kunstudvalget bød velkommen, og så blev åbningstale hold af inspektør Maja Barsøe fra Vendsyssel Kunstmuseum.

- Tak for ordet – og mange tak for invitationen til at holde dagens åbningstale. I dag skal vi markere åbningen af efterårsudstillingen 2019 her på Hirtshals Fyr – en udstilling, der præsenterer to forskellige kunstnere, som arbejder med hver deres udtryksform: Det drejer sig om Lars Brorson Fich og Jane Balsgaard. Lars har baggrund som arkitekt, han er i dag lektor på Arkitektur og Designuddannelsen på Aalborg Universet og arbejder sideløbende med kunstfotografi. Her på fyret udstiller han netop fotos, mens Jane Balsgaard indtager rummene med sine skulpturer. Jane er uddannet billedkunstner på Det Kongelige Danske Kunstakademi og vil nok af mange kendes fra Vrå-udstillingen.

Aspekter af Hirtshals” lyder udstillingens titel og det er netop, hvad Lars Brorson Fichs fotografier skildrer. Hans fotos viser nutidens Hirtshals – den virkelighed vi kan gå ud og opleve i dag. Disse fotos perspektiveres af et forestillet Hirtshals. Ikke forestillet af Lars, men af arkitekten, byplanlæggeren og forfatteren Steen Eiler Rasmussen tilbage i år 1919 – altså for præcis 100 år siden. Steen Eiler Rasmussens forestillede Hirtshals var et konkurrenceforslag i en arkitektkonkurrence omkring udformningen af Hirtshals. Hans vision var en byplan præget af præcision, symmetri og orden. Han vandt faktisk konkurrencen, men visionen viste sig at være en utopi: Forslaget blev kun i ringe grad realiseret. Ifølge Lars anes der reminiscenser af visionen, men virkelighedens Hirtshals blev langt mere kaotisk – og dermed også mere komplekst og mangfoldigt.

På udstillingen vises Lars’ nutidige fotos i hvide rammer, mens sorte rammer omslutter reproduktioner af tegninger og akvareller fra Steen Eiler Rasmussens konkurrenceforslag. Således mødes nutid og fortid, realitet og utopi, kaos og orden. Med sammenstillingen rejser Lars’ værker spørgsmål som: Hvad havde det betydet – og havde det været bedre, hvis byen var blevet bygget efter Steen Eiler Rasmussens plan? Det er op til den enkelte at reflektere over. Og måske er svarene ikke så sort-hvide som rammerne omkring værkerne. For kunstneren er det væsentligt at give os beskuere plads til at gøre egne refleksioner og drage egne konklusioner. Jeg har fra flere kanter hørt, at Hirtshalsboere har en særlig mentalitet: I er ikke så autoritetstro – der er ingen, der skal komme her og bestemme! Så hvis det passer, kan I nok hver især finde ud af, hvad I tænker og mener om sagerne.

Lars’ fotos skildrer hhv. byrum, havnemiljø og boliger. For Hirtshalsboere vil mange – hvis ikke de fleste – af lokaliteterne være genkendelige. Men selv for de stedkendte kan der være detaljer og aspekter, I ikke tidligere har bemærket, som I først nu lægger mærke til i kraft af fotografiets strukturering og fastfrysning af motivet. Der er under alle omstændigheder masser af detaljer at gå på opdagelse i – uanset forhåndskendskab til Hirtshals.

Lars Brorson Fich har i udvælgelsen og behandlingen af motiver styret uden om klichéerne og søgt kompleksiteten – således at Hirtshals’ mange aspekter og nuancer kommer til syne. Han har formået at indfange og fremhæve både skønhed og poesi i det eksisterende, i byens hverdagslige miljøer, også dér hvor forfald og stilstand har sat ind – for også dét kan jo rumme sin egen skønhed.

Jane Balsgaards skulpturer er ikke skabt med udgangspunkt i Hirtshals. Alligevel er det som om, de knytter sig hertil i kraft af de maritime referencer, idet mange af skulpturerne har form som abstrakte skibe. Historisk har Hirtshals været og er til stadighed karakteriseret af sin placering ved kysten og alle de udfordringer og muligheder, det bringer med sig. Det tør vel siges, at en del af kernen i Hirtshals’ identitet netop er havet og havnen. I denne udstillings kontekst synes det derfor oplagt at betragte skibene som referencer til Hirtshals.

Dog vil jeg hellere zoome lidt ud og se skibene i et større perspektiv. For skibet er jo et universelt udbredt fænomen. Skibsbygning og –fart har en lang historie, som går på tværs af kulturer – om end hver kultur jo har sine traditioner. Som transportmiddel har skibe spillet en væsentlig rolle i historien, i forbindelse med alt fra handel til opdagelsesrejser og krige. Skibe rummer altså både positive og negative muligheder. Ligesom skibe også kan være både feminine og maskuline – et skib omtales som ’hun’, mens skibsbyggeri, skibsfart, fiskeri og andre skibsrelaterede erhverv som regel har været forbeholdt mænd. Alt i alt rummer Janes skibsskulpturer utallige associations- og fortolkningsmuligheder. Derfor må den enkelte beskuer sætte dem ind i sin egen forståelsesramme ud fra egne associationer og erfaringer.

Janes skulpturer har en lethed, elegance og skrøbelighed over sig. Skibene er eventyrlige – og fremstår nærmest svævende, hvad enten de er loftophængte eller mere rodfæstede som dem med fundamenter af glas. Skibene er dog i hovedsagen konstrueret af pinde og papir. Det meste af papiret er produceret af Jane selv – helt fra indsamling af råmaterialer i naturen til den endelige støbning af papiret. Det er en fascinerede proces og teknik, som resulterer i en særlig stoflighed i materialerne. De tydelige strukturer og plantefibre i papiret påminder os om dets udspring af naturen. Janes tilgang til papirfremstilling er kendetegnet ved respekt for naturens ressourcer – efter min mening har vi i høj grad brug for eksponering af sådanne tilgange i den moderne vestlige verden, netop nu hvor det for alvor går op for mange mennesker, at generationers tankeløse overforbrug har konsekvenser for klimaet og dermed for os alle sammen.

Janes skulpturer udfolder sig i det samme rum, som vores kroppe befinder sig i. De kan og bør ses fra flere forskellige vinkler for rigtigt at komme til deres ret. Som skibsskulpturer beskæftiger værkerne sig også med rum, i den forstand at skibe som transportmiddel relaterer sig til menneskets bevægelse i rum. Lars’ fotos beskæftiger sig ligeledes med rum, om end på en anden måde, idet værkerne i sig selv er todimensionelle, men jo skildrer fysiske rum og belyser Hirtshals’ rumdannelse og hvordan den påvirker os mennesker.

Da jeg i forgårs oplevede udstillingen her under dens tilblivelse, tog jeg ord som rum og rumdannelse med mig – de ord udgjorde for mig et bindeled mellem de to kunstneres værker. Den dag cyklede jeg herfra fyret og ned til stationen – jeg skulle med toget tilbage til Hjørring. På vejen stoppede jeg op ved det skulpturelle anlæg på skrænten mellem Havnegade og havnen. Her rettede min opmærksomhed sig mod et digt, ”Trawlerne” af Søren Ulrik Thomsen, som er indhugget i en femkantet stenflise på jorden. Det lyder som følger:

Trawlerne – mørklagte, tyste
hænger på havet.
Med lukkede øjne og dunkende gæller
står sildestimen på skrå i dybet.
Markerne brænder, vogtet af mænd
let hældende op af de høje forke.
Igår var igår,
enhver gør holdt i sit eget rum.

Som jeg stod der med hav- og havneudsigt på en solrig efterårsdag underbyggede og udvidede digtet min oplevelse af stemningen og atmosfæren. Digtets afslutning: ”enhver gør holdt i sit eget rum” tog jeg særligt til mig. Måske fordi netop rum er et omdrejningspunkt i både Lars Brorson Fichs og Jane Balsgaards kunst. For mig opfordrer sætningen også til at stoppe op og være til stede – både mentalt og fysisk – på sin egen måde, som den person man er, med de forudsætninger, man har. Muligvis er det en tilgang, I kan tage med jer i kunstoplevelsen i dag. Jeg håber i hvert fald, at I vil give jer god tid til at opleve og reflektere over Lars Brorson Fichs og Jane Balsgaards værker og samspillet imellem dem. Tillykke til kunstnerne – og rigtig god fornøjelse til jer alle sammen. Med de ord er det mig en fornøjelse at erklære udstillingen for åben. Tak for opmærksomheden!