Aspekter af Hirtshals
Udstilling med fotos af Lars Brorson Fich og papirskulpturer fra Jane Balsgaard
Efterårsudstillingen på Hirtshals Fyr består af værker fra to kunstnere, der benytter sig af hver sin udtryksform.
Lars Brorson Fich, der er lektor på Arkitektur og Designuddannelsen på Aalborg Universitet og sideløbende arbejder med kunstfotografi, debuterede i 2010 på ’Kunstnernes Sommer udstilling’, som er den ene af fire udstillinger, der er anerkendt af Statens Kunstråd. Desuden har Lars Brorson Fich et vist personligt forhold til Hirtshals, idet han er gift med en Hirtshalsbo og er dermed kommet i byen gennem de sidste 30 år.
Jane Balsgaard er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1972 – 1978. Hun var initiativtager til kunstnergruppen Transit i 1980 og blev i 2001 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
I 1919 vandt arkitekten, byplanlæggeren og forfatteren Steen Eiler Rasmussen en arkitektkonkurrence om udformning af Hirtshals. Hans vision var en by bygget efter en meget præcis plan, og hans konkurrenceforslag indtager den dag i dag en prominent plads i Dansk Arkitekturhistorie. Selv om man kan se reminiscenser af Steen Eiler Rasmussens plan i Hirtshals, som byen fremstår i dag, er virkeligheden blevet en ganske anderledes, mere kaotisk og mere kompleks by. Udstillingen består af en række af Lars Brorson Fichs fotografier af Hirtshals, som byen ser ud i dag, og en række reproduktioner af de originale tegninger fra arkitektkonkurrence, udført efter tilladelse fra Det Kongelige Bibliotek.
Dermed ønsker Lars Brorson Fich at stille spørgsmålene: Havde det været bedre, at byen var blevet bygget efter den oprindelige meget smukke men også meget topstyrede plan? Eller er den mere komplekse og kaotiske by, der er groet frem, bedst? Hvor meget skal vi planlægge? I hvor høj grad præger arkitekturen os? Kunne Hirtshals’ ”ånd” for eksempel være blevet den samme i Steen Eiler Rasmussens udgave af byen?
Det er spørgsmål, som er af generel interesse for hele landet, men som sættes på spidsen i Hirtshals. Dels fordi Hirtshals fra starten var tænkt som en gennemplanlagt by, men ikke er blevet det, og dels fordi Hirtshals i dag opleves som en by med sin helt egen stærke tone.
Det er udelukkende udstillingens intention at rejse disse spørgsmål, ikke at give nogen svar. Det er op til beskueren at danne sig sin egen opfattelse.
Jane Balsgaard viser skulpturer, i højst uventede materialer, pinde og papir. Hendes papirskulpturer er så graciøse og fantasifulde, at de næsten er fantastiske. Nogle af dem er skibe eller inspireret af skibe, andre er fri fantasi. Det håndstøbte papir, selvgjort, er så tyndt, lavet af mange forskellige indsamlede planter, med deraf følgende diversitet i stoflighed.
Jane Balsgaard stiftede bekendtskab med papiret i Berkeley i begyndelsen af 1980’erne og har efterfølgende oparbejdet en sikker viden om papirprocessen – med alt hvad det indebærer lige fra indsamling af bark og bær i naturen til støbning af papiret på store rammer. Det er denne proces, hvor naturens ressourcer bruges med forstand og omtanke, og ikke det moderne menneskes ødsle overforbrug, som i særlig grad forbinder Balsgaard med samler- og jægerfolkenes natursyn og kollektivisme.
Et eksempel på et af Balsgaards papirarbejder er den suveræne Konebåd fra 2009, hvor papiret udgør et transparent sejl, fæstnet på modellen af en grønlandsk konebåd. Med papiret har Balsgaard her forfinet sit udtryk under indtryk af skibet som fælles transportmiddel for en ikke-vestlig eksistensform og en anderledes visionær tilgang til naturen. Der er fernisering på udstillingen lørdag d. 12. oktober kl. 13:00, hvor museumsinspektør Maja Barsøe holder åbningstalen.
Hovedudstillingen er åben i en uge, hvor der også er åbent i Kaffestuen på Hirtshals Fyr
Åbningstiden dagligt er alle dage er kl. 13-17
Når Jane Balsgaard har pillet sine værker ned har Lars Brorson Fich yderligere åbent fredag d. 25 til søndag d. 27. oktober og fredag d. 1. til søndag d. 3. november.
Onsdag den 30. oktober kl. 19 holder Lars Brorson Fich foredrag i Fyrets madpakkerum. Hertil er der fri entre, og der serveres oven i købet kaffe og kage.
Lars Brorson Fichs udstilling er støttet af Statens Kunstfond og Hjørring Kommune.
Hirtshals Fyr lyser op på nyt frimærke
Hirtshals Fyr på mærkerne sammen med fire andre fyrtårne!
Det er en realitet fra i dag den 16. maj 2019.
I mange århundreder lyste fyrtårne op langs de danske kyster som en uundværlig hjælp for søfarten. Nu hylder PostNord fem af landets mest markante og smukke fyrtårne i en ny frimærkeudgivelse, som sendes på gaden i dag. Et af frimærkerne forestiller Hirtshals Fyr.
- Det gør mig glad, at Hirtshals Fyr er valgt ud som ét af de fyrtårne, der kommer på frimærke. Det er en fin og sober måde at gøre opmærksom på vores smukke fyrtårn på, og jeg håber, at det vil nå ud til mange, fortæller Torben Vandsted, der er formand for Hirtshals Fyr Fond.
Med kong Frederik VII’s svungne monogram over indgangsdøren blev Hirtshals Fyr indviet i 1863. Det varede to et halvt år at opføre det 35 meter høje fyr, som hviler på et fundament af beton og granit. Tårnet er bygget i røde mursten beklædt med hollandske klinker, men efter en senere overmaling fremstår det i dag hvidt.
I 2008 blev Hirtshals Fyr Fond stiftet og den købte fyrtårnet af Hjørring Kommune, der havde købt af staten. Fondens formål er at eje, bevare og forestå driften af fyret der drives på frivillig basis. Men også at sikre, at der er fri adgang både til området og til fyrtårnet, og fyret er således åbent for gæster, der kan opleve en enestående udsigt over havet og Hirtshals by.
- Fyrtårnene er ikke kun markante bygninger i landskabet, men har gennem århundreder udført en vigtig funktion med at beskytte de søfarende ved de danske kyster. En vigtig opgave i en stor søfartsnation, som vi i PostNord fejrer med disse fem frimærker. Hirtshals Fyr er et strålende eksempel på, hvordan lokale initiativer kan sikre drift og bevarelse af vores fyrtårne. Derfor fortjener et af Hirtshals’ smukkeste vartegn at komme på frimærke, siger Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker.
De øvrige fire frimærker forestiller Lyngvig Fyr ved Ringkøbing Fjord, Hammeren Fyr på Bornholm, Taksensand Fyr på Als og Omø Fyr på Omø ved Skælskør.
Frimærkerne kan købes i PostNords app og netbutik samt på udvalgte posthuse. De udkommer i værdien 10 kr., som kan bruges til at sende et almindeligt brev.
Kunsten har det godt på hjemmebane....
Påskeudstillingen 2019 på Hirtshals Fyr
Der hersker ikke tvivl om, at kunsten har det godt på Hirtshals Fyr - også når kunstnerne er på hjemmebane. Og sådan er det i Påsken 2019. Kunstudvalget i Støtteforeningen Hirtshals Fyr har valgt at lade seks lokale kunstnere vise deres værker i udstillingslokalerne i Assistenthuset på Hirtshals Fyr.